|
Fastelavn |
Flere billeder nederst på siden.
Klik på billederne for at se dem større. |
|
|
Fastelavn på Trørød Torv |
Fastelavnssøndag kl. 13.55 gik 6 bestyrelsesmedlemmer fra Grundejerforeningen uroligt
frem og tilbage på Trørød Torv. Endnu var der ikke dukket noget udklædt barn op til
tøndeslagningen. Mon der på grund af vinterferie kun ville møde få frem i år?
Få minutter før 14.00 dukkede nogle prinsesser og skeletter op, og lidt over 14.00
strømmede en tæt kø frem over fodgængerfeltet. Hurtigt var der hundredevis af udklædte
børn og forældre og bedsteforældre. Stemningen kogte nu som altid ved tøndeslagningen
foran Siesta bageren. Og vejret var med os.
Der var mange imponerende udklædninger, og flere efterlyste en præmiering af den bedste
udklædning. Det vil bestyrelsen overveje til næste år. Den yngste deltager på 10 mdr.
tittede med sin prinsessekrone ud over barnevognens kant. En var klædt ud som spillekortet
Spar 2, en som konge med en flot kongekrone, Pippi Langstrømpe var der, flodhesten Dolph,
sørøvere munke, flotte klovne og meget mere.
Tøndeslagningen foregik i fire rækker, og her viste spindesiden store evner.
Første tønde blev slået ned af kattedronning Josephine. Derefter gik det slag i slag
og kattekonge Carl Johan klarede næste tønde. Kattedronning for den tredje tønde
blev Clara. Særligt vanskelig var den fjerede tønde, som til sidst blev slået ned
af kattedronning Sara.
Bagernes dejlige boller - 400 i alt - forsvandt med Grundejerforeningens saftevand. |
|
|